Klokken fem over ni, en fredagskveld.

Stille? Å ja. Hva skjer? Ikke mye. Hvorfor går du ikke ut? Kommer ikke hjem uten å betale en uforholdsmessig mengde penger. De har jeg ikke nok av. Og jeg har ikke trent nok på å være solodeltaker i noe som helst.
Jeg er ikke flink til å være solodeltaker i mitt eget liv, men det kommer seg. Sakte. Noen ganger kan jeg få krykke og bevege meg i en større sosial sammenheng, enn  sitte på rumpen hjemme. Jeg har blitt litt flinkere til å si ja, ikke mye, men litt.
Jeg er fortsatt bekymret.
Som jeg pleier å være, men bekymringsobjektene blir  færre og færre. Det er ikke så mange igjen, å bekymre seg for.
Nettvenner, pratevenner og fjestilfjesvenner overtar rollene som bekymringsobjekter. Det kan føles anmasende for dem det gjelder. Tror jeg.
Og noe som er rimelig uvirkelig for dem som ikke har mistet mennesker og fotfeste.

Og så er jeg redd for å bli en byrde, ei masekråke, et krevende stort hull, som forlanger å bli fylt opp. Jeg kunne være masekråke, det var et etablert faktum, mormor = masekråke. Ikke hele tiden, men slik var det nå. Akkurat som at jeg var verdensmester i hysteriske anfall som reaksjon på at dyr, barn og kjente som var syke, utsatt for uhell eller ikke hadde det greit. Eller at mormor ikke hadde det greit. Sjeldnere det siste.

Så blir det til at jeg trekker meg tilbake, lar være å synes. Blir inne.
En vane?
Kanskje, men helst et godt innøvd reaksjonsmønster. Som, når det brister, kommer til uttrykk her på skjermen.
Når man, etter flere år, skal bevege seg, helst relativt ubesværet, i «offentligheten» som bare seg selv, uten noen andre, er det påkrevet med øvelse, praksis og tålmodighet. Der stryker jeg på alle punkter. Og det skremmer en smule.
Har jeg levet et relativt langt liv uten å lære noe som helst? 

mormor

Om mormor

En liten, tidvis heller søvnløs mormor, med hang til bekymring. Kaffekopp i nærheten. Innehaver av svart belte i lesing. Kan ikke kommentere på Google +
Dette innlegget ble publisert i Mormor og merket med , , , , , , , , . Bokmerk permalenken.

12 kommentarer til Klokken fem over ni, en fredagskveld.

  1. Mathilda sier:

    Alles wird gut werden ❤
    Mathilda recently posted..HimmelblauMy Profile

  2. Bente sier:

    Min fredags kveld er også hjemme. Dagen ble nok..
    Kanskje vi beholder strategier som vi har lykke med, eller bare gjort ofte nok til å gjøre dem til (u)vaner?
    Jeg synes du klarer deg utmerket!
    <3

  3. Donald sier:

    Jeg ved ikke om du har levet langt uden at forandre – hvordan var det da du underviste? Hvor længe siden er det? Er det meget glat udenfor, så er det farligt for os ældre personer at gå ud. Brækkede knogler eller skader er længe om at blive gode igen, længe om at hele, vi er længere om at blive raske.

    Måske kan man forandre sig meget mere end man tror når omstændighederne skifter, jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, – så jeg begynder med i dag, da var jeg hjemme hele dagen, sov det meste. I går var jeg på tur i en skov, som var grøn af mos. Jeg mindedes engang jeg gik en tur med min søn, mens han var indlagt på hospitalet, vi gik ture, og jeg må spørge ham om han ikke måtte gå alene, det tror jeg egentlig nok at han måtte, eller om det var fordi han ville være rar ved mig og gå tur i de smukke skove ved hospitalet. Det var på sådan en tur at jeg første gang så en skovbund, som var grøngrøngrøn hele vejen så langt øjet rakte og lyset blev farvet grønt af det grønne mos.

    Efter skovturen var jeg på indkøb, og efter at have fundet hvad jeg skulle bruge gik jeg mod kassen og så en lille dreng, der lå under en kasse med kaffe og honning og den slags. Lidt længere henne stod en kvinde (hans mor) og jeg sagde: «Næh! Se der! Der ligger en dreng under kaffen! Mon han er til salg?» – Moderen fangede den straks og sagde, «nej, han surmuler. Han vil have at jeg skal købe en masse ting, som vi ikke har brug for (eller råd til).» Og så kiggede jeg på drengen igen og smilte, og han stod op og gik hen til sin mor. Da vi havde betalt, kunne jeg se at hun og drengen morede sig godt sammen med at pakke varerne og komme hjemad.

    Hvor meget skal der til at du tør prøve noget nyt? Kan du gå på biblioteket? Foredrag? Kursus i finere madlavning? Kunstudstilling? Have gæster? Min stue kræver at jeg rydder op hele tiden og jeg orker næsten ikke. Men jeg kan godt have en gæst alligevel. 🙂
    Donald recently posted..Meyers VarelexiconMy Profile

    • mormor mormor sier:

      Donald
      Jeg er på biblioteket, omtrent en gang i uken, og jeg ramler innom en kunstutstilling i blant, siste var ved bødrene Sand. Jeg vet ikke, jeg har rett og slett kommet ut av vanen, tror jeg.
      Og så er det transport hjem etter utskeielsene. Å komme seg avsted er vanskelig nok, du vet dørstokkmila er lang, men å komme seg hjem etter klokken 17.00 uten å betale i dyre dommer er verre.
      Og, for bare å ha sagt det, jeg er ikke like god på oppoverbakker lenger, og det er oppoverbakker hele veien tilbake. Bortover og nedover er mulig, men oppover? Bratt? Ikke beint.
      Rydder når jeg må og når jeg har lyst 🙂
      Klem på deg. ❤
      mormor recently posted..Klokken fem over ni, en fredagskveld.My Profile

      • Donald sier:

        Oppover – så må du tænke på at få en anden bolig, inden det bliver for sent – det er svært at flytte, men man kan godt få flyttefolk, som hjælper med at pakke. Men det lyder altså ikke godt: oppover, Bratt? Ikke beint. Hvad vil du gøre ved det? Hvor gammel er du, ja det må man jo ikke spørge om, men hvis ikke du gør noget så sidder du jo i saxen!
        Donald recently posted..Meyers VarelexiconMy Profile

  4. mirapisani sier:

    Stryker på kinn. 🙂
    mirapisani recently posted..Jeg står fremdeles på tå.My Profile

  5. Jeg tenker man må lære seg å leve på nytt på en måte… Så ta deg tid, og du er ingen masekråke, bare så det er sagt 🙂 Ha en go’ hælj kjære mormor – klemmer på begge kinn fra dobbeltmormorfarmora ♥
    Inger (mormoruniverset) recently posted..2017My Profile

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

CommentLuv badge